Af Lone Belling – forfatter, foredragsholder, ledelseskonsulent og formand for Kulturprinsens bestyrelse – livoglederskab.dk
Kronik publiceret i Avisen Danmark d. 11.2.20202
Kan man spille sig til højere karakterer? Male sig til social intelligens? Synge fællesskabsfølelsen frem? Tegne sig til integration og god sprogudvikling? Danse til at føle ansvar for helheden?
Svaret er ja! Hvis man dykker ned i den stadige mere robuste forskning inden for området, peger den på kunstens potentialer for både den enkelte og samfundets udvikling. Selvfølgelig under forudsætning af, at vi værdsætter den i form økonomiske og tidsmæssige ressourcer.
Ofte tænker vi på kunst som glasuren på kagen. Det der kan blive råd til, når sundhedsvæsnet, ældreplejen og daginstitutionerne er fået sit – for slet ikke at tale om investeringer i den nødvendige grønne omstilling. Det afspejler sig i områdets politiske bevågenhed både nationalt, regionalt og lokalt. For kunst er jo en udgift, en luksus. Eller er det? Måske skulle vi begynde at se det som en basal investering, der har betydning for både den sociale, økonomiske og miljømæssige bæredygtighed.
Når kunstneriske fag er en integreret og væsentlig del af undervisningen, så har det en markant og målbar effekt på, hvordan eleverne klarer sig i uddannelsessystemet både på kort og lang sigt og mest tydeligt for børn med svag socioøkonomisk baggrund. Og elever med anden etnisk baggrund klarer sig også signifikant bedre ifølge artiklen ’Doing Well and Doing Good by Art’ (2009)
I en verden med stigende ulighed både mellem verdens lande og internt i landene bliver indsatser, der gavner alle børn og specielt løfter dem fra svagere socioøkonomisk baggrund vigtige, hvis vi som aftalt skal bakke op om FN’s Verdensmål, herunder mål 10 om at mindske ulighed og mål 4 om, at alle skal have en kvalitetsuddannelse.
Det er ikke bare væsentligt i fjerne lande, for også i Danmark stiger uligheden. Ser vi på ginikoefficienten som mål for vores lands indkomstforskelle er den steget 35 procent fra 0,2 til 0,27 siden 1990, hvilket spiller sammen med ulighed i sundhed, levealder, social og kulturel kapital.
Men at møde kunstnere og kunstens sprog, selv at udtrykke sig i farver, bevægelse og poesi på en måde, der ikke bare har karakter af særlige begivenheder og noget ekstra, men som er dybt integreret i elevernes samlede uddannelses- og dannelsesproces, bliver afgørende for, hvordan de klarer sig videre i livet. Ikke kun i uddannelse og videre på arbejdsmarkedet, men også for deres engagement i civilsamfundet. For kunsten udvikler vores pro-sociale evner, som det at vise omsorg, være hjælpsom, kunne sætte os i andres sted og give plads. Dermed udvikles vores sociale intelligens samt lyst til at bidrage og være en del af fællesskabet.
Kunsten taler ikke kun til hovedet, men også til hjertet, sanserne og hele vores eksistens. Det åbner for at se os selv som en del af noget større som afsæt for at påtage os et ansvar for den helhed. Skal vi derfor lykkes med en bæredygtig omstilling i alle dimensioner, så er det afgørende, at vi på et dybere niveau forstår, at vi er forbundne og gensidigt afhængige på tværs af landegrænser på denne planet med begrænsede ressourcer.
Vi har masser af viden og ’Big data’ om klima, økonomi, sociale forhold og klodens udvikling. Men fakta taler mest til hovedet og kan let bringe os i afmagt, afvisning eller angst, fordi vi ikke kan se os ud af det. Derfor er der brug for ’Deep Data’, en dyb indre viden og forankring, en hjertes dannelse, hvorfra vi med vores etiske kompas kan navigere og forvandle afmagt til handling.
Det kan kunsten hjælpe os med. Ikke at kunsten skal være handlingsanvisende og kun et redskab for hverken karrierevalg eller grøn omstilling, men kunsten kan være handlingsinspirerende. Fordi den kan røre og berøre os bag om tal og tænkning, give udtryk for det uudsigelige og være med til at skabe de nye fremtidsfortællinger om et godt liv levet i balance og respekt for naturgrundlag og andre levende væsner – menneskers som dyr.
Vi ved, at grønne voksne har været grønne børn, som har haft livgivende og væsentlige oplevelse af naturen i deres opvækst. Men fremtiden skal ikke bare være grøn, men gerne males i alle farver. Lad os derfor give mulighed for farverige og kunstberigede børn og unge tager hele paletten med ind i deres voksenliv til glæde for både dem selv og samfundet.
Men da vi ikke kan vente på hverken den grønne eller farverige omstilling til den opvoksende generation får stemmeret og magt, så håber jeg også, at kunsten bredt set får mulighed for at udfolde sit potentiale for at skabe forestillinger om det gode liv. For vi har brug for attraktive fremtidsbilleder, de kan skubbe og inspirere os alle til at tage ansvar og handle for en bæredygtig fremtid.
Lone Bellings seneste bog ”Bæredygtighed – fra moralsk pegefinger til etisk kompas” udkom i november 2019 (Muusmanns Forlag).
