Af LONE BELLING, Formand for Kulturprinsens bestyrelse

Hvis vi som samfund skal blive i stand til at løse nutidens og fremtidens problemer bliver vi nødt til at genskabe den måde vi forstår uddannelse og dannelse på. Vi bliver nødt til at udfordre de styrende paradigmer, tænkninger og handlemønstre og spørge hvilke formål de tjener. Især om de understøtter vores evne som menneskehed til at navigere ift. det 21. århundredes udfordringer.

På mange måder er vores tilgang lejret i en fortidige industriel tænkning, hvor det handler om mere, større og flere med fokus på produktivitet og konkurrence. Derfor efterspørger og genererer vi også mere data, store data, Big Data – fordi vi kan , fordi vi nu har teknologien og fordi de andre gør det. Data kan – processeret på den rigtige måde– skabe nyttig viden, men det kan også skabe støj og ’jamme’ vores forsøg på at få overblik og klarhed på hvem der egentlig skal bruge data til hvad. Samtidig bliver det også stadig mere tydeligt at når algoritmerne tager over, så kan det blive på bekostning af etik, empati og faglig dømmekraft.

 

Kløften mellem viden og handling

Big data kan understøtte en horisontal læse/skrivefærdighed og videnskabelse, men den må kombineres med evner for vertikal læse/skrivefærdighed og videnskabelse – og det kræver Deep data. Dette er en af flere centrale pointer i Otto Scharmers artikel Education is the kindling of a flame: How to reinvent til 21st-century University i Huffington Post 5. Januar 2018[1]. Artiklens overskrift tager afsæt i et citat at Plutarch der for snart 2000 år siden understregede at uddannelse er at nære en flamme – ikke at fylde en beholder. Derfor – hvis dannelses- og uddannelsesprocesser skal være til gavn for både den enkelte og fællesskabet så skal den indre flamme næres og mennesket dannes. Det kræver deep data.

Det er jo ikke fordi vi som menneskehed mangler viden om fx nogle af de helt grundlæggende udfordringer på kloden som klima, pres på klodens ressourcer, fundamentalisme og stigende ulighed. Mange omsætter også deres viden til værdier, der peger på mere bæredygtighed, solidaritet og fællesskab. Men der er stadig en kløft mellem det vi ved og vores handlinger, mellem vores værdier og det vi vælger at gøre. Derfor er der brug for deep data, som kan styrke en vertikal videnskabelse, noget der gerne skulle gennemsyre hele vores uddannelsessystem fra folkeskole til universitet. Det handler om at kende og mærke sig selv og kunne se på sig selv gennem andres øjne – og måske derigennem også erkende sine blinde punkter. Det handler om at kunne lave synsvinkelskift og forstå sig selv som del af en helhed med et systemisk blik for sammenhænge og mønstre understøttet af en følelsesmæssig forbundethed.

 

Fra ego til eco

At erkende at det jeg gør har betydning for andre, og andre har betydning for mig er det første skridt til at tage medansvar for fællesskabet og helheden, det være sig i klassen, i lokalsamfundet, nationalt, regionalt og globalt. Når bevidstheden således flyttes fra mindre ego til mere ’eco’ i den enkelt kan vi også som fællesskab bevæge os mod værdier og handlinger som i langt højere grad basere sig på ’eco-system’ bevidsthed – fra det antropocæne til det biocæne.

Der er brug for arbejdsformer, metoder og teknologier som både understøtter den enkeltes vertikale dannelsesprojekt og væver det sammen med kollektive uddannelsesprocesser hvor vi fremkalder og skaber de nødvendige deep data, som kan synliggøre de bagvedliggende mønstre.

 

Videnskabende kunst og kultur

I det gamle Grækenland brugte de teatret til at blive klar på hvad der rørte sig i samfundet. Den oprindelig betydning af teateret er at gøre noget synligt som er vigtigt for fællesskabet – bringe det frem i forgrunden. I teateret æstetiske og sanselige form kan noget fornemmes og forstås, der kan give afsæt for videre refleksioner og handlinger. På samme måde har vi brug for at integrere de æstetiske læreprocesser hele vejen gennem uddannelsessystemet og at bruge kunst og kultur som både øjenåbner og erkendelsesvej.

Ofte bliver kunst og kultur set som noget ekstra der ikke bidrager til økonomisk vækst, fremskidt og brugbare kompetencer – noget unyttigt. Men det kan mere end det: ”Jeg tror, det er vigtigt med oplevelser, der taler til vores sanser, noget, der befrugter vores fantasi, som nærer tanken, og som kan gøre vores verden større. Det er slet ikke så unyttigt endda”, lød Dronning Margrethes opfordring i nytårstalen.

I dette korte citat får Dronningen sat spot på betydning af sanselighed, fantasi, tanken og den store verden. For det handler jo netop om at have sans for. Sans sig selv gennem en indre forankring og sans for de andre gennem empatisk udveksling. Sans for naturen og vores dybe afhængighed af naturgrundlaget og sans for helheden, som i det 21. århundrede i den grad er global betinget, samtidig med at vi må handle på de lokale og regionale niveauer. Det handler om at nære fantasien og vores fortællinger om det gode liv vi sammen kan skabe uden at det fratager andre samme mulighed. Det handler om at kunne tænke stort og i alle vores handlinger medtænke den større verden vi er en del af.

En vertikal vidensskabelse forbinder en systemisk erkendelse af altings gensidige afhængighed med en hjertets dannelse, der forstår og mærker forbundetheden med biosfæren. Vigtige aspekter i en bæredygtig dannelse som afsæt for en bæredygtig udvikling.

[1] https://www.huffingtonpost.com/entry/education-is-the-kindling-of-a-flame-how-to-reinvent_us_5a4ffec5e4b0ee59d41c0a9f